Mennesker har altid beruset sig, og forskellige rusmidler giver forskellige slags rusoplevelser – fra nikotin til heroin. Læs om beroligende, stimulerende og bevidsthedsudvidende (psykedeliske) rusmidler, om forskellen på afhængighed og misbrug – og om forskellen på legalisering og afkriminalisering. Bogen præsenterer også cases, der giver indblik i en teenagers adgang til rusmidler og en tidligere sælgers vej ind i en kriminel verden – og ud igen.
Handlen med rusmidler er en stor industri i verden. Den vokser, fordi det er blevet lettere og billigere at fremstille rusmidler i laboratorier og transportere dem rundt i verden.
Der er særskilte kapitler om for eksempel tobak (nikotin), alkohol, alkoholisme, opioid-kriser i ind- og udland, danske unges verdensrekord i druk, og hvordan hjernen påvirkes af rusmidler. Bogen giver også indblik i hashens vej fra bonden og ud i verden, i eksperters og politikeres meninger om rusmiddelloven, og hvor man kan få råd, hjælp og behandling for afhængighed eller misbrug af rusmidler.
Bogen er ikke en skræmmekampagne, men heller ikke en opfordring til brug. Den henvender sig til store børn, unge – og nysgerrige voksne. Ikke mindst forældre og lærere. Køb den her